Spørger man sagscontroller Heidi Thanning Ringstrøm, hvad det bedste ved at arbejde i Lundgrens er, så falder svaret prompte:
”Kollegerne! Det er altid hyggeligt og sjovt at være på arbejde, fordi folk er glade, og selvom de har travlt, så er de altid gode for en sludder. Man går bare ind på kontoret, og de vil altid gerne hjælpe, så man kommer aldrig ubelejligt.”
I afdelingen sidder de fem personer, der alle varetager fakturering og sagsoprettelser for størstedelen af partnerne i Lundgrens. Heidi samarbejder med fem partnere, hvor hun har ansvaret for sagsoprettelser og fakturering i både ind- og udland. Teamet har nogenlunde samme opgaver, men arbejdet varierer meget alt efter hvilke kunder, den enkelte partner har, da det ofte har stor betydning for fakturering, opfølgning og indrapporteringer til forskellige systemer. Alle sagscontrollerne sidder samlet i et åbent kontormiljø og kan understøtte hinanden på kryds og tværs i løbet af arbejdsdagen.
Opgaverne giver indblik i de juridiske problemstillinger
Heidi har ofte brug for yderligere informationer fra partnerne for at kunne løse sine opgaver, og i arbejdet med de enkelte sager bliver hun også klogere på de forskellige juridiske opgaver, som Lundgrens løser for kunderne:
”Jeg er nødt til at læse ned i sagerne for at finde ud af, hvordan vil de have faktureret tingene, og det er spændende at se, hvad det er for nogle problemstillinger, man skal have løst juridisk, og hvor mange problemstillinger det egentlig drejer sig om.”
Der sker hele tiden noget i afdelingen, og der er mange muligheder for at udvikle sig. Blandt andet kræver det store fokus på hvidvask en del opmærksomhed, og så er der hele tiden nye regler, som f.eks. momsreglerne, der ændrer sig, og som man er nødt til at holde sig ajour med.
Sociale aktiviteter binder kontoret sammen
Hos Lundgrens bliver de sociale aktiviteter prioriteret højt, og Heidi begyndte faktisk sin karriere i Lundgrens ved årets julefrokost, inden hun havde første arbejdsdag ugen efter.
”Vi vil gerne være sociale sammen. Bare det første år jeg var her, så var jeg til julefrokost, og så var der juleklippeklistre, hvor man kunne tage sin familie med, så vi også kan lære hinandens familier at kende. Derudover har der været majfester, fredagsbar, sommerfester og fælles biografture, så det er vildt hyggeligt.”
Heidi har også bidt mærke i atmosfæren hos Lundgrens, som overraskede hende positivt, da hun første gang trådte ind ad døren:
”Selvom man forestiller sig, at det er helt vildt hektisk på et advokatkontor, så er her meget roligt, og der er en god atmosfære. Det er sådan nede på jorden, og der er ikke det der hierarki, man godt kan opleve andre steder. Det kan jeg godt lide,” slutter Heidi.