Partner i Lundgrens Ann Frølund Winther
Mød en medarbejder

Ann Frølund Winther

Advokat, Partner
Ann Frølund Winther kom til Lundgrens i 2018 og blev director i 2019. I dag sidder hun som partner og afdelingsleder i Fast Ejendom & Entreprise. For Ann betyder den menneskelige kontakt i hendes hverdag utrolig meget. Hun kunne aldrig forestille sig at have et job, hvor man er bundet til sit skrivebord.

Ann beskæftiger sig primært med køb og salg af ejendomme og ejendomsselskaber, hvor hun hjælper sine kunder fra a-z med transaktioner. Det er dog sjældent, at hun sidder begravet i specifikke paragraffer – det handler mere om mennesker, forhandling og processtyring.

I hverdagen har hun mange bolde i luften, fordi hun som partner er ansvarlig for alle processer i forbindelse med en sag. Der er ofte mange rådgivere og interessenter med forskellige interesser indblandet i en transaktion, og her har hun ansvaret for at sikre en gnidningsfri proces for kunden samt at handlen kommer i mål med de bedst mulige vilkår.

Partner i Lundgrens Ann Frølund Winther

En drøm om karriere og familieliv i udlandet

Fra Ann var helt lille, vidste hun, at hun skulle være advokat eller dommer. Uddannelsen som jurist åbner mange døre i forhold til valg af karriere, så det var også et sikkert valg. Hun blev præget af sine forældre, som var af den gamle skole i forhold til uddannelse: ”De så meget gerne, at det blev enten advokat eller læge, og da jeg bliver dårlig, når jeg ser blod, blev det advokat – og jeg har ikke fortrudt mit valg siden,” fortæller Ann.  

Som ung nyuddannet havde Ann en drøm om at bo i udlandet. Derfor flyttede hun, efter hendes tre år som advokatfuldmægtig var godt overstået, først til Australien for at tage en LL.M. (Master of Law) og derefter til London. Det gjorde hun blandt andet for at udvide sit netværk og forbedre sine engelskkundskaber.

London er en super spændende by at være i, men der er ikke særlig meget work-life balance. På længere sigt ville det være et svært sted at forene arbejdet som advokat med en drøm om at stifte familie. Mange advokater ser kun deres familier i weekenden.”

Ann vendte derfor hjem. I 2018 kom hun til Lundgrens som advokat, i juli 2020 blev hun udnævnt til partner, og i september 2020 blev hun valgt til afdelingsleder for Fast Ejendom & Entreprise. En af grundene til, at Ann trives i sin rolle som afdelingsleder, er, at det giver hende mulighed for at arbejde med fællesskabet, at lære fra sig og motivere andre og at hjælpe sine kollegaer med at udvikle deres kompetencer og indfri deres ambitioner.

Talent får dig et lille stykke, resten handler om benhårdt arbejde og lysten til at investere i og prioritere sit arbejde.
Ann Frølund Winther

Ifølge hende er man nødt til at gøre det klart for sin familie og nærmeste venner, at ens prioriteringer er lidt anderledes, fordi man fx er nødt til at være tilgængelig for sine klienter, og det betyder, at man ikke altid når med til familiefødselsdagen. Dog er organisationsstrukturen således i hendes afdeling, at de altid arbejder minimum to advokater eller advokatfuldmægtige på større sager, så man kan overlappe hinanden og nå vigtige arrangementer, at hente børn eller dyrke en fritidsinteresse.

Et godt råd til den spirende advokat

Da Ann var advokatfuldmægtig, oplevede hun, at hendes sager fyldte alt for hende – både på arbejdet og når hun havde fri, men det er vigtigt at finde en balance, understreger hun.

Når man er ung, fylder ens arbejde enormt meget – og ja, det er nogle vigtige sager, man arbejder med, men der skal også være plads til, at man kan lægge det fra sig,” slutter Ann.